2001-2012
PVN´s Sally, I daglig tale kaldet Sita
Far: Ramsar du Buisson
Mor: PVN´s Piroll (søster til Poker)
Sita overtog vi som 5 årig. Hun gik hos en jagtkammerat, der skulle skilles, og derfor skulle hun aflives.
Sita manglende desværre 3 tænder i munden, og hun kunne derfor ikke præmieres på udstilling.
Hun har været en fantastisk hund at have. Hun havde en kæmpe personlighed og var nok en af de klogeste Bretons vi har mødt.
Sita havde en meget stor jagtlyst, som stod foran alt, men hun var også en hund, som vi gik på jagt med alene, da hun jagtmæssigt gik helt over styr, når hun skulle jagt sammen med andre.
Hun ville være den første.
Når Sita ikke kunne gå på "rigtig" jagt, gravede hun mus, eller fangede muldvarper og mosegrise, og hun har taget et utal heraf.
Sita var en af de smukkeste bretons vi har set. Hun havde et fantastisk smuk hoved og flotte hvid/sorte farver der aldrig falmede.
Selv om Sita faldt 100 % til hos os og aldrig løb hendes vej, glemte hun aldrig sin tidligere ejer, og når han kom på besøg, var hun altid klar til at komme med hjem i bilen.
Sita blev også drengenes hund, og hun sov hver aften oppe på Bjarkes værelse.
Sita måtte vi desværre aflive 11 år gammel. Hun havde fået en mælkeknude, der desværre voksede så meget, at der kunne gå koldbrand i den. Vi valgte derfor i samråd med dyrlægen at få hende aflivet.
Sita var ikke helt på toppen det sidste års tid, hun var begyndt at få alderstegn, og vi havde gjort os klart, at vi ikke havde hende evigt.
Hun fik derfor fred.
PVN´s Sally, I daglig tale kaldet Sita
Far: Ramsar du Buisson
Mor: PVN´s Piroll (søster til Poker)
Sita overtog vi som 5 årig. Hun gik hos en jagtkammerat, der skulle skilles, og derfor skulle hun aflives.
Sita manglende desværre 3 tænder i munden, og hun kunne derfor ikke præmieres på udstilling.
Hun har været en fantastisk hund at have. Hun havde en kæmpe personlighed og var nok en af de klogeste Bretons vi har mødt.
Sita havde en meget stor jagtlyst, som stod foran alt, men hun var også en hund, som vi gik på jagt med alene, da hun jagtmæssigt gik helt over styr, når hun skulle jagt sammen med andre.
Hun ville være den første.
Når Sita ikke kunne gå på "rigtig" jagt, gravede hun mus, eller fangede muldvarper og mosegrise, og hun har taget et utal heraf.
Sita var en af de smukkeste bretons vi har set. Hun havde et fantastisk smuk hoved og flotte hvid/sorte farver der aldrig falmede.
Selv om Sita faldt 100 % til hos os og aldrig løb hendes vej, glemte hun aldrig sin tidligere ejer, og når han kom på besøg, var hun altid klar til at komme med hjem i bilen.
Sita blev også drengenes hund, og hun sov hver aften oppe på Bjarkes værelse.
Sita måtte vi desværre aflive 11 år gammel. Hun havde fået en mælkeknude, der desværre voksede så meget, at der kunne gå koldbrand i den. Vi valgte derfor i samråd med dyrlægen at få hende aflivet.
Sita var ikke helt på toppen det sidste års tid, hun var begyndt at få alderstegn, og vi havde gjort os klart, at vi ikke havde hende evigt.
Hun fik derfor fred.
